[Her begynder dabog nr.2, ‘den hvide bog’]
Dagbog for Vilhelm Clausen
Begyndt i Bône, Algier, Africa – hele turen (1933) og 1934
Afrika, Algier 1934
–
Torsdag d. 11. januar
Vi er i dag blevet liggende i lejr her ved Middelhavet uden for byen Bone. I formiddags var jeg cyklende en tur indtil byen. Jeg var først omme og se en gammel udgravet ruin. Ruinerne af borgen Hippond. Nu knejser der et senere opført slot af samme navn på en høj lige ved. Det ligger højt i forhold til hele byen og omegnen så det dominerer langt hen.
Ruinerne, der var udgravede så vældig interessante ud. Det var gulve, trapper og søjler der var afdækket. Der var mange smukke mosaikgulve, særlig var der ét, der var beundringsværdigt. Det var lavet af mange forskellige farvede stensorter, det var et billede med mennesker og dyr. Der var et ret stort areal, og der var en mængde fundne ting, men det så ikke ud til at blive holdt rigtigt i orden. Midt i var bygget et hus hvori der var indrettet museum for en del af de fundne ting, der var jeg ikke inde.
Derefter kørte jeg ind i byen. Bône er en ret stor og meget travl by. Den har en stor havn, og den har direkte skibsforbindelse med Marseille. Da jeg var inde i havnen ankom der netop et par store engelske krigsskibe.
Ligesom alle andre byer har Bône en markedshal hvor der handles med alle slags fødevarer og her var liv og røre. Men ikke langt derfra har araberne en salgshal, hvor de forhandler alt muligt gammelt ragelse, tøj, sko, isenkramsvarer. Der er næsten ikke den ting uden man kan finde den derinde. Jeg købte mig en fez til erindring om Afrika.
I eftermiddag har jeg gået en tur langs stranden. Der er en fin sandbred her, og en lav række klitter et lille stykke inde. Det har været dejligt vejr og der har været dejligt herude med udsigt over Bône og ind over bjergene.
Henning har været syg i dag, han har kastet meget op. Han har næsten intet spist i dag og man kan se på ham, at han har feber.
Fredag d. 12. januar
Jeg var i formiddags en tur inde i Bône for at gøre lidt indkøb. Jeg var netop blevet færdig, da jeg fald i politiets klør. Det var et par sortklædte opdagere, der kom og antastede mig, og ville se mit pas. Jeg måtte med ind på deres kontor, men de kunne ikke finde mit navn mellem forbryderne i alle deres album, så de måtte lade mig gå igen.
Jeg spurgte dem, om der var nogen dansk konsul i Bône. Det sagde de, der ikke var, og jeg fik så adressen paa den norske konsul. Jeg gik derop og traf en mand som kunne tale engelsk. Han fortalte mig, at der var en dansk konsul, og viste mig hvor det var. Der var dog lukket nu, da det var i middagstiden så jeg kørte hjem. Klokken 2 kørte jeg igen ind på konsulatet. Vi var nu blevet klar over, at Henning skulle ind til en læge, og vi ville have at vide af konsulen, om der var en læge, der kunne tale engelsk. For med fransk kunne vi jo ingen vegne komme.
Jeg kom op paa kontoret, men konsulen var ikke at træffe før klokken 3. Jeg gik mig så en tur i havnen og så på livet der, da jeg pludselig får øje på en dansk damper, en af Laustsens både fra Esbjerg. Jeg entrede om bord og talte med flere af besætningen. I kabyssen hos kokken blev jeg trakteret med rigtig dansk kaffe, og af matroserne fik jeg et bundt blade og aviser.
Jeg var så tilbage hos konsulen, og traf ham også denne gang, men han kunne kun tale fransk og italiensk, så jeg kunne ikke gøre ham forståelig med noget. Han sendte mig så sammen med en af kontorfolkene hen til et rejseburo. Her var en, der kunne tale engelsk, og jeg fik så mit ærinde forklaret. Vi måtte dog trave frem og tilbage mellem konsulen og rejsebureauet flere gange, før alt kom i orrden men så blev det også til, at jeg tog en hestedroske og kørte i den ud og hentede Henning, og kørte ham ind til en læge, der kunne tale tysk. Konsulen var også kommet herop. Lægen undersøgte Henning og sagde at han skulde drikke noget mælk og gav ham en recept på noget medicin. Vi kørte så om til et apotek og fik medicinen og kørte derefter ud til teltet igen. Nu må vi håbe, at medicinen må hjælpe.
Det har været dejligt vejr i dag, rigtigt varmt.
Lørdag d.13 januar
Til morgen forandrede vi vor bopæl lidt til et bedre sted. Her ved stranden er der en slags restauration, der bliver dog ikke serveret nu, det er ikke sæsonen. Under et halvtag har vi slået teltet op. Her er vi fri for regn, og der er læ fra de tre sider. Jeg har været en tur i byen for at sende et kort til Ingers fødselsdag og gøre lidt indkøb. Ellers har jeg gået en tur langs stranden.
Det er ikke meget bedre med Henning. Han har ikke så meget feber i dag, men har stadig ingen ting spist.
Søndag d. 14. januar
I dag har det altså været søndag. Dagen er gået ligesom de øvrige dage. Men trods alt, søndag er en dag for sig selv, og skønt dagen er forløbet ligesom de andre dage, har jeg hele dagen følt at det var søndag.
I formiddags var jeg en tur inde i byen. Den engelske flådeafdeling ligger der endnu, men ellers var der næsten ingen skibe inde. Jeg var en tur oppe på højden nord for byen. Der er en god udsigt over bugten, havnen og Bône. Jeg kom forbi arabernes salgshal. Den var åben, ligesom der var mange andre forretninger, der var åbne.
I eftermiddag har jeg været en tur ud langs stranden. Henning ser ud til at have haft det lidt bedre i dag, men har endnu ikke spist noget. Jeg har kogt noget æblesuppe til ham, det eneste han kunne tænke sig at spise. Han har også spist noget af det, men det kommer op igen.
Det har været fint vejr hele dagen. Bare vi snart kunne komme af sted. Der ligger breve og venter i Tunis.
Mandag d. 15. januar
Til morgen fik jeg cyklerne smurt og lidt efterset. Senere var jeg gående en tur til byen. I eftermiddag har jeg cyklet en tur. Først ind til havnen. Det er interessant at gå og se på livet der, og spændende hver gang man kommer, om der skulle være kommet en dansk ind. Derefter cyklede jeg ud til den højtliggende bygning som går under navnet Hippone på postkortet. Det er en kirke og den hedder St. Augustus. Udefra er den meget ejendommelig og smuk, inde i er den ret enkel, men ualmindelig pæn. Alle vinduerne var smukke glasmalerier. Fra pladsen foran kirken var der den herligste udsigt over Bône og omegn.
Henning ser ud til at have haft det bedre i dag, og han har da også spist tre måltider, selv om det kun var lidt hver gang. Det har været varmt i dag. Jeg havde det varmt da jeg gik til byen.
Tirsdag d. 16. januar
I dag har Henning haft det noget bedre. Vi var begge inde i byen i formiddags, vi var inde at hæve nogle penge bl.a. Der lå en svensk damper i havnen, men jeg var ikke ombord.
Onsdag d. 17. januar
I dar har det så nok været sidste dag her. Nu har Henning det så godt, at vi regner med at tage videre i morgen tidligt. Vi har ikke foretaget os noget særligt. Jeg har været en tur i Bône for at se om der var nogle danske skibe i havnen, og for at gøre lidt indkøb.
Torsdag d. 18. januar
Søster Ingers fødselsdag. Vi forlod vor lejrplads ved Bône til morgen klokken 8.30. Det første lange stykke kørte vi på en hel jævn slette, men nu til sidst har vi kørt i bjerge. Vi nåede til Jakarta hvor vi fandt os en lejrplads helt nede ved vandet. Vi har altså lige passeret grænsen og er nu i Tunis som også er fransk.
Tunis
Fredag d. 19. januar
(Vi kommer ind i mellemeuropæisk tid, uret stillet 1 time frem).
Inden vi forlod Tabanka måtte vi hen på toldstationen og betale pant for vore cykler, 50 franc for hver, og så kunne vi køre ind i et nyt land, Tunis. Det er det sjette fremmede land jeg betræder, når man ikke regner Marokko og spansk-Marokko for selvstændige lande. Det meste af dagen har vi i dag kørt gennem småbjerge, der har været skovbevoksede. Det almindeligste træ var korkegen. Det sidste stykke har været skovfrit og det meste af det opdyrket.
Vejret har i dag været ualmindeligt. Stille, skyfrit og solkskin fra morgen til aften, herligt.
Lørdag d. 20. januar
V tilbagelagde i morges de sidste 64 km til Tunis. Vi kørte gennem forholdsvis fladt land, kun nogle store bakker hist og her. Der var overalt beboet af arabere i hytter, telte og lerklinede huse.
Vi kom til Tunis lidt over middag og spurgte straks efter Rue Angleterre, hvor konsulen bor. Vi fik det svar, at vi skulle følge sporvognsskinnerne til højre. Det gjorde vi et langt stykke tid, og spurgte så igen, men vi fik stadig det samme svar: Lige ud langs sporvognsskinnerne og til højre. Vi blev ved et godt stykke til, spurgte så igen og fik stadig det samme svar. Til sidste havde vi kørt rundt i en ring i byen, og stod på den samme plet, som da vi begyndte. Så fandt vi endelig en fornuftig mand, som kunne sige hvor det var. Og det var omtrent lige på det sted, hvor vi begyndte.
Hos konsulen lå der en bunke breve: To hjemmefra, et med penge og to fra gartnerier hvor jeg havde søgt plads. Hos Knudsen, Rødovre var der optaget men hos Edvard Svendsen, Kastrup kunne jeg få plads til foråret.
Efter at have læst de vigtigste af brevene kørte vi ud nordøst af byen, ud til det sted, hvor i gamle dage Kartago har ligget. Her er nu en moderne badeby med hoteller og villaer. Men mange steder på markerne ved kysten ser man ruinrester stikke frem. Jorden er fuld af ruiner. Vi fandt en lejrplads her ved kysten midt i nogle ruiner. Der står en del gamle murer, og lige imellem dem er det dejligste grønsvær. Her har har vi slået teltet op. Lige ved siden af teltet er der en gammel brønd, så rummet her har antagelig været den lukkede gård, som altid var i de romerske huse.
Søndag d. 21. januar
Vi vågnede til morgen lige før solopgang. Da vi åbnede teltdøren, kunne vi ligge og se den mest pragtfulde solopgang.
Vi har ellers tilbragt dagen med at svare på de breve vi har modtaget, og se os lidt om i omegnen. Ruiner var der alle vegne, men der var særlig to steder, der var afdækket en mængde hele store rum med mosaikgulve. Et sted var der en lang velbevaret buegang. Der er dejligt derude omkring Kartago. Særlig smukt var der oppe ved den ene ruinsamling, fra hvis højeste punkt der er en pragtfuld udsigt over hele omegnen.
Mandag d. 22. januar
Til morgen pakkede vi sammen og kørte ind til Tunis. Af konsulen fik vi at vide, at den danske båd som vi måske kunne komme med, ikke var kommet, men at den kom hen på eftermiddagen. Vi så os så om i Tunis.
Tunis er absolut den mest arabiske by vi har været i, af de større byer. Der er store araberkvarterer, hvor gaderne er gamle og smalle og forretningerne ligger klods op af hinanden. Ofte er der lavet en slags tag over gaderne, således at hele bykvarterer er overdækkede. At luften ikke er ren og frisk siger sig selv.
Forretningerne her i araberkvartererne er alle meget små, nogle få meter på hver led, men de er for det meste bugnende fulde af varer. Meget af hvad de sælger er håndlavede ting, og forretningsmanden sidder selv og laver det i forretningen, som trods sin lidenhed altså også er værksted. De får deres mad bragt ud her, og mange har endogså et lille rum bag forretningen, hvor de sover. Araberne er dygtige til at arbejde i skind og læder.
Her i Tunis så vi en trup negerdansere. De kom dansende ned ad gaden. Den eneste musik de havde med var nogle trommer.
Tunis har ogsaa sin moderne bydel. En lang bred gade, med kørebane i begge sider og flere rækker træer, fører tværs igennem byen ned til havnen. Langs denne ligger der store moderne forretninger og banker, og her ligger en stor domkirke. I kvarteret her omkring har gaderne navne efter europas lande. Der er også en gade, der hedder Danmarksgade. Tunis har sporvogne og elektriske tog som går ud til kysten, til badebyerne og Kartago, og tilbage lidt inde i landet. Det går på luftledning inde i byen men på en strømskinne uden for byen.
Byen har en ret stor havn, men for at komme ind til den må man gennem en ret lang kanal, der er gravet igennem en lavvandet fjord. Der er en dæmning på begge sider af kanalen.
Ud på eftermiddagen gik vi ned til havnen, og det varede så heller ikke længe inden D.F.D.S “Halfdan” kom ind i havnen. Konsulen, der også er agent for D.F.D.S gik straks ombord og spurgte bl.a. om kaptajnen ville tage os med til Sicilien.
Da han kom ud fra kaptajnen meddelte han, at der var ikke noget at gøre. Kaptajnen ville ikke have passagerer med. Men vi kunne jo selv gå ind til kaptajnen og snakke med ham om det. Altså gik vi derind og spurgte om vi kunne komme med over Middelhavet. Nej, det var der ikke tale om og så fik vi en ordentlig skylle af kaptajnen. Men vi snakkede om det et stykke tid, og kaptajnen lovede til sidst at tale med agenten. Vi kunne komme igen næste morgen.
Nu var der altså et håb, og vi gik i land og lejede os et værelse. Det fik vi for 10 franc, men der skulde også tinges længe om det. Om aftenen var vi nede hos matroserne på skibet og spise til aften.
Tirsdag d. 23. januar
Kl. 9 var vi igen nede hos kaptajnen, men det gik ikke så let at få det i orden. Vi måtte trave frem og tilbage mellem kaptajnen, konsulen, agenten og den italienske konsul, og først hen på eftermiddagen lykkedes det os at få billetterne og have alt i orden.
Det havde været regnvejr den dag, så havnearbejderne ville ikke arbejde, og “Halfdan” kunne altså ikke blive læsset.Så vi kom ikke af sted den dag. Kaptajnen havde sagt, at vi ikke måtte komme ombord før vi skulde sejle, men den nat fik vi så lov at sove ude i matrosernes kahyt. Det var en ret bevæget aften og nat. Nogle af dem var i land og kom mere eller mindre fulde hjem.
Onsdag d. 24. januar
Vi spiste til morgen sammen med matroserne, og jeg hjalp med at vaske op. Om formiddagen gik vi en tur op i byen for sidste gang, og sagde farvel til Afrika, og klokken 3 sejlede vi mod Europa.
Vilhelm Clausen, rejsedagbog 